Kost og Måltider
Eleverne spiser i mindre enheder, for at skabe trygge faste rammer og i en hjemlig atmosfære.
Kvie Sø Efterskoles kostpolitik
I vores storkøkken bestræber vi os på at tilbyde elever og ansatte en spændende, sund, lækker og varieret kost, der ser indbydende ud, og som tager udgangspunkt i sæsonvarer. Maden er lavet med kærlighed og videst muligt fra bunden. Kosten skal dække den enkelte elevs næringsbehov og aktivitetsniveau.
Vi ved, hvor vigtig madoplevelsen er for elevernes hverdag og indlæring, og vi bestræber os på, at måltiderne altid er et trygt og hyggeligt samlingspunkt sammen med kammerater og personale.
Vi bestræber os også på at integrere vores elever i madtilblivelsen – dels gennem linjen Selvforsyning og dyrehold, men også når vi en gang i måneden arrangerer ude-køkken og bålmad sammen med eleverne. Herudover har eleverne mulighed for at komme i ”praktik” i vores storkøkken. Der vil her tages højde for den enkelte elevs niveau – men vi vægter højt, at hver især skal føle, at de er en praktisk del af kostfremstillingen.
Vi ønsker at give eleverne spændende madoplevelser. Vores mål er, at de bliver nysgerrige og åbne overfor den kulinariske verden. Dette gør vi blandt andet ved at skabe en balance mellem traditionelle danske retter og mad inspireret fra andre lande og deres madkultur.
Vi spiser vegetarisk en gang hver 14. dag og spiser ligeledes fisk mindst en gang hver 14. dag. Herudover fejrer vi højtiderne og de traditioner, som følger. Eleverne har mulighed for at komme med input til menuen, som vi gerne vil imødekomme i det omfang, det lader sig gøre, hvor det er foreneligt med sund og varieret kost.
Søde sager som kage og slik er nedprioriteret i hverdagen til fordel for sund kost. Men samtidig er det vigtigt for os, at eleverne føler sig hjemme. Hvis eleverne f.eks. ønsker sig at blive fejret med kage på deres fødselsdag, gør gør vi hvad vi kan for at opfylde det.
Vi tilbyder 5 måltider dagligt:
Morgenmad
Stor buffet med friskbagt brød/boller, rugbrød, forskellige morgenmadsprodukter, fedtfattige mælkeprodukter, ost, pålæg, marmelade, frugt og grønt.
Formiddagsfrugt/grønt
Her tilbydes forskellig slags frugt og grønt.
Frokost
Der serveres varmt hovedmåltid med tilhørende grønt.
Eftermiddagsservering
Her tilbydes forskellig slags frugt og grønt.
Aftenbuffet
Buffet med kolde anretninger, rugbrød, fisk, æg, pålæg, salat, diverse frugt og grønt.
Derudover serverer vi aftenkaffe efter behov.
Der serveres vand ved alle måltider.
Vi vil i et vist omfang tage hensyn til specielle diæter.