Kvie Sø Efterskole har plads til 65 elever og er åben for alle, der matcher målgruppen.

I sammensætningen af elevholdet tilstræbes en ligelig kønsfordeling, og skolens målgruppe er som udgangspunkt elever i klassetrin 8.-11. klasse, som har særlige læringsforudsætninger. Behovet for særligt tilrettelagt undervisning er en forudsætning for at blive optaget på skolen. Ligeledes forudsættes, at der foreligger en udtalelse fra PPR, der dokumenterer elevens særlige behov. Det er derfor forventeligt, at de elever, der optages, tidligere har modtaget specialundervisning enten i specialklasser, specialundervisningscentre, forsøgt integreret i normalklasser eller i anden form for undervisning. 

Der vil være stor forskel på elevernes læringsforudsætninger. Nogle elever vil have store faglige vanskeligheder. Andre vil have større vanskeligheder ved at forstå de sociale spilleregler.

Mange vil have motoriske og kognitive vanskeligheder, og nogle elever vil kunne beskrives som udviklingshæmmede. Andre elever kan have forskellige former for udviklingsforstyrrelser.

Mange af skolens elever er præget af lavt selvværd med begrænset selvstændighed. Mangel på fantasi og initiativ med passivitet i forhold til egen indsats præger også skolens målgruppe. Størstedelen af de elever, som skolen optager, er selvhjulpne med hensyn til personlig pleje og kan deltage i efterskolens og den daglige undervisnings mange praktisk betonede gøremål. De optagne elever forventes ved hjælp af skolens indsats at kunne udvikle en lyst og evne til et aktivt liv i fællesskab med andre. 

Der er mulighed for, at elever med kørestol kan få en plads på efterskolen (dog begrænsede pladser). Kontakt skolen for mere info om dette. Ved plejekrævende ophold på efterskolen forudsættes det, at hjemkommunen dækker de ekstra omkostninger, som er forbundet med den ekstra personlige pleje.